SUP om vinteren 


For de fleste er SUP forbundet med sommer og varmt vejr, men vinter er også en

vidunderlig sæson til ture på vandet. Vinterlandskabet giver et nyt perspektiv på de velkendte vandveje og padleruter. 



Vejret bliver koldere og landskabet og naturen skifter farve. For mange betyder det en afslutning på padleture, men det behøver det faktisk ikke. SUP ture både efterår og vinter gemmer på mange gode oplevelser og anderledes sanseindtryk end om sommeren. Så hvis du ikke allerede er kommet i gang med vinter SUP, er det måske denne vinter du skal starte med det.


Med den rigtige beklædning og et par ekstra forbehold er SUP-ture nemlig muligt hele året. I det følgende kan du læse mere om hvordan du tager sikkert og komfortabelt på SUP ture selv i vinterlige temperaturer. 


Hvad skal jeg overveje, hvis jeg vil på vandet i vinterlige temperaturer?


En SUP tur en smuk vinterdag med frostklar himmel, iskrystaller på boardet og et sneklædt landskab er en fantastisk oplevelse. Men kulden og vandtemperaturen er også den største fare ved SUP om vinteren. Derfor er der flere overvejelser og flere sikkerhedsforanstaltninger, som man skal tage. Vinteren stiller helt klart større krav til både påklædning, udstyr og sikkerhed på vandet. 


En afgørende faktor for SUP om vinteren er den rigtige påklædning


For at få mest muligt ud af vinterpadling, og med sikkerheden for øje er det afgørende, at SUP beklædningen har de essentielle egenskaber, du skal bruge for at holde dig tør, varm og sikker. Den rigtige påklædning er nemlig vigtig og helt afgørende for din sikkerhed på vandet. Især når du vil på SUP-ture om vinteren, er det vigtigt at have den rigtige våddragt.


Det er vandets temperatur og vejrforholdene, der har betydning for hvilken tykkelse våddragt, man skal hoppe i. Jo koldere vejrforhold og vand, jo tykkere en våddragt er der behov for, i tilfælde af at man skulle falde i vandet. En våddragt er afgørende for at beskytte kroppen mod vandets kulde. I de kolde vintermåneder bør man have en neoprendragt på 5 mm på eller måske helt op til 6-7 mm på, alt afhængig af vandtemperaturen og vejrforholdene.


Om vinteren kan man med fordel tage en langærmet tynd uldtrøje eller svedtransporterende sportstrøje på under våddragten og en vindbreaker udenpå. For at opnå den rette effekt af en våddragt skal den passe i størrelsen og sidde helt tæt, næsten som var det et ekstra lag hud. Hvis dragten er løs, vil der kunne komme for meget vand igennem og afkøle kroppen. Udover våddragt er neoprenhandsker og neoprensko vigtige da de sikre, at hænder og fødder holder sig varme. Som ekstra sikkerhed er det vigtigt at medbringe et sæt skiftetøj i en vandtæt pose på turen.


Planlæg din SUP-tur efter sæsonen og vejrudsigten


Det er vigtigt ikke at tage let på sikkerheden, når man tager på SUP-ture. Det glæder sommer som vinter.I vintermånederne er det vigtigt at holde sig kystnært, så du hurtigt kan komme i land, hvis du skulle falde i. Kroppen nedkøles hurtigt i det kolde vand, og selv en tyk våddragt vil ikke være nok, hvis man skal opholde sig længe i vandet. Det er også en god ide ikke at padle for langt væk fra sit udgangspunkt, så man hurtigt kan komme tilbage og få tørt tøj på.


På samme måde som om sommeren er det utrolig vigtigt at orientere sig om vejr- og vindforhold inden man tager på vandet og tage højde for disse ved planlægningen af ​​turen.En af de vigtigste ting at have med sig på sine SUP-ture er evnen til at afvige fra sin oprindelige plan, hvis omstændighederne ændrer sig. Måske bliver man nødt til at revurdere planen, ændre ruten eller helt lade være med at tage på vandet.


Bruge din sunde fornuft og kende din begrænsning i forhold til vejrudsigten
og de forhold, du skal padle i.


Om vinteren er det særlig vigtigt at du altid planlægger dine SUP-ture efter vejrudsigten og at være opmærksom på vind, bølger, tidevand, strømforhold, vandtemperatur og bygevejr med risiko for vindretningsskift. Når man er ude på vandet, skal man huske på, at vind og vejr kan ændre sig hurtigt, også efter landskabet. Hvis man lige pludselig ikke længere er i læ bag en skrænt, kan man blive revet ud af fralandsvinden, som man tidligere havde ligget i læ for.Særligt ved fralandsvind skal man være opmærksom på, at man kan drive til havs, så der skal man have evnerne og styrken til at kunne komme ind til kysten igen. En god tommelfingerregel er dog, at man om vinteren ikke bør tage på vandet ved for meget vind og slet ikke fralandsvind.


Der findes flere forskellige apps, hvor man kan tjekke farvandsudsigter og aflæse vind, vandtemperatur, bølger og strømforhold et par døgn frem. Det er en god ide at blive fortrolig med de forskellige apps og tjenester, man benytter sig af, så man hurtigt kan få den viden, man skal bruge, når man er afsted. Tjek altid forskellige vejrrapporter, da vejret på denne tid af året kan være uforudsigeligt, og vandforholdene kan ændre sig meget hurtigt som følge heraf.


I vintermånederne er det også vigtigt ikke at tage alene på vandet, og så er det alfa og omega at kende sine evner i koldt vand og ikke at overvurdere dem. Det er også en god ide at lære førstehjælp af kulde påvirkede mennesker, så du ved hvordan du skal handle hvis uheldet er ude. 


Jeg håber, du tager springet og prøver vinter-SUP, jeg er helt sikre på, at du ikke vil fortryde det!